Steppeulvene på nye læber med den original ulv, Preben Devantier, bag trommerne!
STEPP*2 startede først som et originalt Steppeulvene kopiband, hvor det var de otte numre fra “Hip” som skabte grundlaget for bandets musikalske udskejelser. I dag har bandet, med tilladelse fra Iben Lassen (Eik Skaløes søster), komponeret musik til otte digte af Eik Skaløe. Otte lyriske udskejelser som på fornemste vis beskriver den unge Skaløes tanker og følelser.
Marts 2015 stødte musikeren Eik Skibdal ind i den legendariske trommeslager fra Steppeulvene, Preben Devantier.
I det møde tørnede to generationer sammen med et øresønderrivende brag af olympiske dimensioner. Et møde, som allerede efter første introduktion, resulterede i et frø som blev sået. Et frø som i dag har udviklet sig til et særdeles frugtbart samarbejde, hvor Preben og Eik sammen med den erfarne guitarist Keld Andersen har skabt bandet STEPP*2.
Otte nykomponerede numre er det blevet til. Otte numre som i februar 2017, i samarbejde med producer Per Oluf “Flob” Hansen, blev indspillet i spillestedet Harders.Ingen publikummer. Kun fire musikere og en producer, som alle var voldsomt interesserede i at skabe noget helt unikt.Trommeslageren er Preben Devantier. Musikken er komponeret over Eik Skaløes digte.Forsangeren i STEPP*2 hedder Eik.Selv for uindviede er den røde tråd ikke svær at få øje på. Betyder det så, at her er tale om en “Hip” nummer to..????
Udgangspunktet med STEPP*2 var, fra starten, at spille de otte numre fra “Hip”, men lynhurtigt udviklede konceptet sig frem mod noget helt andet. Instinktet for at skabe fik overtaget. Lysten til at tage fat på nogle helt fantastiske digte og give dem nyt liv i 2017.
Resultatet trækker helt sikkert paralleller tilbage til 1967 og “Hip”. Samtidig må man blot konstatere, at her er tale om et band, som stilsikkert har fundet deres helt egen unikke lyd.
Sammen med de ikoniske numre fra “Hip” leverer STEPP*2 et dunder af en koncertoplevelse, som inviterer publikum med på en musikalsk rejse, centreret omkring Eik Skaløes multifaceterede lyriske troldspejl.
STEPP*2 er:
Preben Devantier Trommer og kor
Eik Skibdal Sang og bas
Keld Andersen Guitar og kor